top of page

ALTINGS TØVEN

Udført: 2017

Kunstner: Per Ahlmann

Placering: Middelfart

Om værket :

På Middelfart Vestre Kirkegård findes Altings tøven - et abstrakt, hvidt værk, der med sin dråbelignende form er som en stor, uskyldsren tåre - landet mellem grusbelagte stier og gravstene, med udsigt over Lillebælt.

Mens man læner nakken tilbage og ser på den hvide skulptur, kan der opstå en følelse af, at den former en slags passage - og hullet i dråben en overgang til en anden verden.

Værket er skabt af keramiker Per Ahlmann i 2017 på Tommerup Keramiske Værksted. Skulpturens hoveddel består af et over fire meter langt, ekstruderet rør med en diameter på ca. 20 cm. En ekstruder er en maskine, der minder om en stor kødhakkemaskine. Leret fyldes gennem en tragt i den ene ende, og i den anden kan forskellige profilværktøjer monteres, som leret så presses ud igennem. Ved hjælp af tyngdekraften er det ekstruderede rør buet ned i en dråbeform, hvor leret nederst i buen har været under pres og stræk - og gennem en langsom tørringsproces er den karakteristiske form fastholdt.

Den industrielt skabte, glatte form brydes øverst i dråben af indsnit, der giver et organisk modspil til den ellers helt glatte overflade. De øvrige abstrakte elementer, der krydser dråbeformen og understreger dråbens tyngde, er modelleret henover dråbens bund, hvor de udover at have en skulpturel effekt også hjælper dråbeformen med at holde balancen.

Altings tøven er glaseret hvid, hvilket giver den et nærmest overjordisk skær af renhed. Den er brændt to gange - først en forglødning ved 1260 grader og dernæst en glasurbrænding ved 1040 grader.

Værket er skabt i forbindelse med udstillingen Store formater - kloge hænder. Udstillingen var en markering af Tommerup Keramiske Værksteds 30 års jubilæum og værkstedets nære relation til CLAY Keramikmuseum. Der blev skabt 15 nye værker i forbindelse med udstillingen, som alle efterfølgende er blevet en del af CLAYS samling. Man kan opleve endnu et værk fra udstillingen, Gunhild Rudjords Krukke, opstillet her på Middelfart Vestre Kirkegård og flere af værkerne er desuden opstillet i CLAY Keramikmuseums skulpturpark og ved Sct. Nicolai Kirke.

Per Ahlmann (f. 1965) uddannet på Designskolen i Kolding i 1995 og har siden udstillet på en lang række museer og gallerier i ind- og udland og modtaget anerkendende priser og legater. Han og bor og arbejder på Fyn og har siden 1987 været tilknyttet Tommerup Keramiske Værksted. Ud over at lave sine egne store værker på værkstedet, assisterer han på mange af de projekter, som kunstnere gennem årene har opsøgt stedet for at få realiseret.

Hos Ahlmann er en skulptur vellykket, når den er selvberoende - når skulpturen handler om skulptur! Som en gengivelse af noget, man burde genkende, men alligevel er helt abstrakt. Desuden er det et særkende hos Ahlmann, at det specifikt er keramikkens potentiale som skulpturmateriale, der driver ham.

Ahlmanns skulpturer er ofte glaserede, hvilket er en måde at gøre dem mangfoldige og give dem identitet. Det giver ham mulighed for at trække værket i en ny - eller bestemt retning ved fx at fremhæve udvalgte områder eller modsat samle værket til en monokrom helhed.

bottom of page