DEN MED FISKEN

Udført: 1997

Kunstner: Harvey Martin

Placering: Nyborg

Om værket :

På et hjørne ved voldgraven i Nyborg findes en rusten, gyldenrød skulptur, hvis motiv ved første øjekast kan være lidt svært at afkode. Geometriske former og linjer slynger sig ind imellem hinanden og giver skulpturen et dekorativt præg. Ser man nærmere på skulpturen vil man få øje på et menneske, der holder om en stor, aflang form. Fra titlen ved vi, at det er en fisk - måske en lille hval. Mennesket anstrenger sig i omfavnelsen - løfter, skubber eller trækker i det store dyr. Er det en omsorgsfuld handling, der har til sigte at sende fisken tilbage ned i dens rette element, måske i vandet i voldgraven? Eller har mennesket netop halet fisken op af vandet og i gang med at skubbe den ordentligt op på land?

 

Skulpturen er lavet af den fynske kunstner Harvey Martin og opstillet i Nyborg i 1997, som en del af udstillingen “Kirke i samlesæt for selvbyggere”, som rummede en række af Martins skulpturer.

 

Harvey Martin (1943-2014) var en fynsk kunstner med en tæt relation til Nyborg. Han var uddannet klejnsmed og uddannede sig siden til billedhugger på Det Fynske Kunstakademi. Han kombinerede sit kunstneriske virke med sit arbejde som leder af et socialpædagogisk projekt for unge, som han bl.a. lod tage del i sin kunstneriske skabelse.

 

Martins værker bevægede sig med tiden fra det konkret-abstrakte til et mere figurativt formsprog. Han er kendt for sine store skulpturer i det offentlige rum skabt i cortenstål, som med tiden får en gylden rustrød farve.

© 2023 by Urban Artist. Proudly created with Wix.com