Om værket :

På en lille plads mellem Møllergade og Havnegade, hvor bilerne suser forbi, balancerer en monumental kube i sort poleret granit på et hjørne. Det ser naturstridigt ud, at den store kolos står på så spinkelt et hjørne, men samtidig er der noget roligt over måden kuben “er landet”, som et funklende fremmedlegeme midt i alt det forudsigelige.

 

Værket er skabt af den danske billedkunstner Jørn Larsen i perioden 1981-83. Det er lavet af armeret beton beklædt med 600 fliser i blankpoleret, sort granit.

​

“Det er bevægelse, bevægelse, bevægelse” sagde Jørn Larsen om sit værk . Man må bevæge sig omkring værket for at få det rette spil i overfladen, som skifter og spejler bevægelserne i sine omgivelser. Kubens enkle og dynamiske komposition egner sig til at blive opfattet fra et køretøj, hvilket også var intentionen, da værkets placering allerede var et trafikalt knudepunkt tilbage i starten af 1980’erne, da det blev skabt til pladsen.

Værket har gennem de sidste snart 40 år delt vandene i Svendborg, og diskussionerne startede allerede inden det blev opført. Bølgerne gik højt i byrådet og blandt borgerne, når projektet var på dagsordenen, men den daværende borgmester i Svendborg, Viggo Schultz stod fast og trumfede værket igennem med støtte fra Statens Kunstfond, som stod for hovedparten af finansieringen.

 

Jørn Larsen havde i 1976 udført en lignende kube i cortenstål, der blev placeret i en af de indre gårde ved Syddansk Universitet. Kuben i Odense balancerer, ligesom værket her, på sit ene hjørne, men den er placeret midt i et lavt vandbassin, så den tunge stålkonstruktion synes nærmest at svæve lige over vandspejlet, hvori den og den omgivende arkitektur spejles. Det var opgaven med kuben i Odense, der i starten af 1980'erne førte til bestillingen af dette værk.

​

Kunstneren selv mente, at Svendborgs Terning fik en unik placering i det snævre gadebillede, hvor den skabte kontrast mellem bygningerne og den katolske kirke på Skt. Knuds Plads. "Det Skæve Hjørne" hed pladsen i folkemunde. Det samme som det lille værtshus, der tilbage i 1960'erne lå på hjørnet ved Møllergade, hvor der i dag ligger en italiensk restaurant.

​

Værket udfordrer og spiller op til de lodrette og vandrette linjer i arkitekturen omkring det, og omgivelserne har spillet en stor betydning for værkets udformning. Fx var det Jørn Larsen magtpåliggende, at værket skulle stå på bornholmske chaussesten, og at det skulle være omgivet af den rette beplantning. Visionen indebar, at der blev plantet tre egetræer udvalgt af kunstneren selv, samt vildvin og efeu, der skulle skabe en grøn forbindelse til havnen.

I 2005 skulle der anlægges nyt vejnet, hvilket fik betydning for værkets placering. Som et led i forberedelserne til den vej, der nu forbinder Dronningemaen med Nyborgvej, blev værket fjernet og placeret midlertidigt på depot.

​

Den sorte kube måler 7, 5 meter fra spids til spids og vejer omkring 100 tons, hvis man indregner fundamentet, så det var selvsagt en større operation, og en bekostelig affære, at løfte og fragte værket.

​

Herefter fulgte igen en heftig debat om, hvad der nu skulle ske med værket. Fyens Amts Avis opfordrede borgerne til at indsende forslag til en ny placering af værket og det afstedkom radikale forlag som fx “Spring den i luften med dynamit”, “Smid den i havnen” og “Den skal have plads omkring sig uden for byen”. Andre påpegede, at værket var skabt til placeringen mellem Havnegade og Møllergade, hvor den lidt snævre plads fremhæver værkets monumentalitet og giver indtrykket af, at værket er dumpet ned fra en anden verden, hvor tingene er af en anden skala. Polemikken endte med at værket blev opstillet tæt ved sin gamle plads, hvor det stadig står i dag.

Jørn Larsen (1926-2004)

Jørn Larsen blev uddannet håndværksmaler med sølvmedalje og modtog derefter tegneundervisning på Teknisk skole ved Bizzie Høyrup, inden han i 1951 blev optaget på Kunstakademiet i København. Han forlod dog Kunstakademiet efter blot et enkelt semester og rejste til Italien. I perioden 1952-54 rejste han meget i Europa, og i 1955 debuterede han på Kunstnernes Efterårsudstilling på Charlottenborg.

Et ophold på Grønland 1959-60 var af stor betydning, og fra 1962 udviklede han et sort-hvidt geometrisk formsprog og udførte objekter og skulpturer i bl.a. marmor, granit og stål. "Motiverne" er parallelle linjer, der knækker og danner flade knudeforløb, der skaber en optisk, dynamisk vekselvirkning mellem plan, figur og rum.