top of page

ET LYDÅR

År: 1977-1982 - Indviet i Tickon 2020

Kunstner: Gunner Møller Pedersen

Placering: TICKON, Langeland

Om værket :

I kunstparken TICKON kan man opleve et usynligt kunstværk, der fylder luften og parkens rum med magi hver dag kl. 12.00 og kl. 15.00 - året rundt. Det er lydværket Et Lydår, der for en stund fylder området med toner og klange, der vibrerende ændrer den måde, vi sanser og oplever naturen og de omkringliggende kunstværker.

 

Sæt dig måske ved “lyttekredsen” skabt af store sten placeret i en cirkel, læg dig i græsset eller gå rundt og sug omgivelserne og årstiderne til dig, imens du lytter.

 

Et Lydår er skabt af komponisten Gunner Møller Pedersen. Det består af 12 satser - én for hver af årets måneder. Værket vil altså opleves forskelligt alt efter årstiderne og omgivelsernes skiften - så man kan med god grund besøge det flere gange.

 

I værkets programerklæring fra 1977 står der blandt andet: Lyden er fysisk bundet til Jorden og mennesket, men dens relativt langsomme svingninger i luften er spejlbilleder af universets svingninger, og det er måske forklaringen på, at vi via musikken kan ane universelle sammenhænge, som ellers er skjult for vores intellekt.

 

Et Lydår er tænkt som og realiseret som rumlig musik. Teknisk set er der tale om flerkanal musik med et lydfelt mellem mindst 3 og helst 4 højttalere, så tilhørerne er omgivet af lyd på alle sider. Højttalerne er punkter på en imaginær rundhorisont, og det meste af lyden opfattes som kommende fra feltet mellem højttalerne. I rumlig musik kan der skabes associationer til kendte rum, men balancekunsten er ifølge Gunner Møller Pedersen at holde associationsniveauet lige under det direkte genkendelige og dermed banale, og endvidere at skabe rum, der slet og ret lyder godt.

Det tog fem år at skabe “Et Lydår”, men musikken har vist sig langtidshold­bar. I 22 år har den præget atmosfæren på Glyptoteket, og i 17 år er værket blevet spillet hver dag året rundt - og således opført over 440 gange fordelt på 5270 koncerter alene i Glyptotekets Vinter­have. Et Lydår er også blevet opført mange andre steder i ind- og udland, og både indendørs og udendørs. Det er desuden flere gange blevet omsat til billedkunst af kunstneren Alfio Bonanno, der bor og arbejder på Langeland og er en af drivkræfterne bag TICKON. I sin nuværende placering opleves værket sammen med Bonannos store Land Art værk Mellem blodbøg og eg, der er udformet som et stort horn eller en tragt. Der opstår en intens og smuk synergi mellem de to værker - Bonannos “overflødighedshorn” og musikken, der flyder ud og omkring det.

 

Gunner Møller Pedersen er komponist og pioner indenfor den elektroniske musik i Danmark. Han er uddannet på det Jyske Musikkonservatorium og ved Cornelius Cardew i London. Han stiftede i 1976 Dansk Elektronmusik Selskab, grundlagde lydstudiet “Octopus Studio” for elektron og filmmusik i København. Han er endvidere filmkomponist og har skabt musik til en række danske film af bl.a. Niels Malmros.

bottom of page