Om værket :

Ved to befærdede indfaldsveje til Faaborg står en gigantisk krukke og byder velkommen til byen. Den gør opmærksom på, at nu er vi kommet til en by, der er rig på både kunst og kunsthåndværk.

 

Krukken hedder “Faaborg krukken” og  er en 2.53 m høj keramisk skulptur med en diameter på 1.2 meter. Den er enkel og klar i sit udtryk, så den kan opfattes klart, selv på afstand. “Den står og lyser” på sin sokkel af beton. 

 

Krukken konkurrerer ikke med omgivelserne, men forholder sig derimod til dem. 

 

Dens varme farver er et nik til dens nabo - kraftvarmeværket og dets funktion. Krukkens farver er nemlig tænkt som temperaturen, der stiger nedefra. Farverne toner over i hinanden fra en helt mørk bund over i flammende røde, orange og gule nuancer med afslutning i en hvidglødende krukketop. De varme farver brydes af flader af sort, blå og hvid, der løber ned af krukken og skaber en illusion af at være våd maling, der måske netop er kastet på krukken, som malingbomber for så at eksplodere i mødet med det glødende kunstværk.  

 

Farverne er endvidere en hilsen til maleren Thorkild Knudsen, som var glad for klare, stærke farver. Thorkild Knudsen var en Faaborg-baseret kunstner, der ved sin død efterlod sig en række kunstværker og en mindre formue til en fond, der kom til at hedde “Missen og Thorkild Knudsens Mindelegat”. Krukken er et bestillingsværk bestilt i anledning af 100 års dagen for Knudsens fødsel. 

 

Krukkens bølgede mønster er en hilsen til de bølgende, afrundede bakker i naturområdet “Svanninge bakker” lidt udenfor Faaborg.

 

Krukken som form bringer tankerne til et brugsobjekt. Noget man kan opbevare mad eller væske i - eller en vase man kan stille blomster i. Krukkeformen har eksisteret i mange tusinde år og var et vigtigt element  både i antikkens Grækenland, hvor man bl.a. opbevarede mad og vin i krukker og i oldtidens Ægypten, hvor man bl.a. begravede sine døde i såkaldte “Kanope-krukker”.   

 

Keramikeren Gunhild Rudjord er født i Trondheim i Norge. Hun er opvokset i et område med meget ler og mange teglværker. Hendes interesse for leret fik hun allerede som barn, hvor hun som 5 årig gravede ler op af jorden med hænderne og derefter sad med en spand med med vand og formede små skåle som hun efterfølgende dekorerede med vandfarve. Som 12 årig fulgte hun en arkæologisk udgravning i sit barndomsområde. Udover gravpladser og skeletter dukkede også smukke potteskår op i farver og mønstre, der var bevaret helt skinnende og glatte selv efter at have ligget mange hundrede år i mulden. 

 

Rudjords optagethed af keramikken forstsatte og hun søgte mod Danmark for at dygtiggøre sig kreativt, med særligt fokus på sammenhængen mellem de forskellige lertyper og glasurtyper. Hun er uddannet fra Kolding Designskole. 

Gunhild Rudjord er sammen med sin mand keramikeren Esben Lyngsaa Madsen en bærende kraft bag Tommerup Keramiske Værksted, hvor de siden 1980’erne har været førende inden for udførelse af store keramiske værker. Sammen med et hold af kompetente medarbejdere hjælper de kunstnere med at skabe løsninger, der muliggør nogle ofte meget komplicerede værk-konstruktioner af stor skala. Værkstedet er derfor fyldt af specialkonstruerede maskiner, som kun findes netop her. Der er fx to kæmpe brændingsovne, der gør det muligt at brænde keramiske værker af meget store dimensioner, som fx krukken vi ser her. På Tommerup Keramiske Værksted udføres kunstner-keramiske værker af en hel række af anerkendte danske kunstnere som bl.a. Bjørn Nørgaard, Lene Adler Petersen, Peter Brandes, Michael Kvium, Kirsten Justesen m. fl.   

 

Gunhild Rudjord har sin helt egen motivverden af organiske figurer, blomster, bladranker og naturelementer, som er inspireret af norske almuekunst og nordisk skønvirke - og ikke mindst den store fornyer af keramikken i tiden omkring år 1900 - Thorvald Bindesbøll. 

 

På Tommerup Keramiske Værksted er Gunhild Rudjord “Glasurmester”. Hun har en kæmpe viden om de forskellige glasurer, som hun har indført i et glasurprøvekartotek med hundredvis af glasurprøver, der hænger farvestrålende side om side på udtræksvægge i værkstedet. 

 

Hun er blevet kaldt “Glasurens Alkymist”. Glasur er kemiske sammensætninger, der kræver indgående viden, hvis man skal opnå et ønsket udtryk eller resultat på sin keramik. Rudjord assisterer kunstnerne med at finde de rette glasurer til netop deres værk ud fra de skitser kunstnerne er kommet med. 

 

Hun fortæller om hvordan der for hende ikke findes noget bedre tidspunkt, end når keramikken skal ud af ovnen, hvor der selv med hendes store viden om kemien i processen, næsten altid er noget der overrasker i brændingen. Fryden opstår især, når der i brændingen udvikler sig farver og overfladeeffekter, der overgår de håb og forventninger man havde til resultatet. 

 

Gunhild Rudjord har selv modelleret den store Faaborg krukke op - ved at lægge store ringe af ler ovenpå hinanden og derefter arbejde dem sammen. Krukken er dekoreret med “begitning”. Det er en proces, der kan beskrives som at man maler på leret med glasur, hvorefter krukken brændes første gang - derefter glaseres krukken med en blank glasur og brændes anden gang.  

 

Krukken er brændt meget hårdt ved høj varme hvilket gør den modstandsdygtig overfor vind og vejr. Den blanke glasur er også meget holdbar, da den ikke tiltrækker noget skidt og snavs. 

 

Tommerup Keramiske Værksted var i sin tid et teglværk, der faktisk var ejet af Faaborg Museums stifter konservesfabrikant Mads Rasmussen og dennes bror Niels Rasmussen og forblev i familiens eje frem til 1999. Mange af de smukke materialer som Faaborg Museum er bygget af - fx de tegl, der er brugt til museets unikke gulvmønster tegnet af museets arkitekt Carl Petersen, stammer fra Tommerup.