top of page

Fugleplante

Opstillet: 2004

Kunstner: Sigrid Lütken

By: Assens

FUGLEPLANTE.jpg

Om værket :

I passagen ved kulturhuset Tobaksgaarden i Assens står en lille bronzeskulptur på en sokkel af granit. Den har et organisk udtryk med brede blade, der skyder og slynger sig i en opadgående retning.

 

Skulpturen hedder Fugleplante. Den er skabt af den danske billedhugger Sigrid Lütken (1915-2008) og opstillet i Tobaksgaarden i forbindelse med stedets åbning som kulturhus i 2004, hvor Ny Carlsbergfondet donerede skulpturen som en gave til stedet. 

 

Sigrid Lütken blev uddannet på Kunstakademiets Billedhuggerskole i København hos Einar Utzon-Frank og debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1935. I 1972 modtog hun Eckersberg Medaljen og i 1994 Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. 

 

Sigrid Lütkens tidlige værker blev skabt i et naturalistisk formsprog, hvor dyr og mennesker ofte blev skildret i bevægelse. Gennem årene har hun i sit formsprog bevæget sig over mod abstraktionen, dog således at man hele tiden kan følge og fornemme det naturalistiske udgangspunkt. 

 

Hun arbejdede i sten, keramik, støbejern og bronze, og i alle materialer tog hendes kunst udgangspunkt i naturiagttagelsen, der dog gennem en lang række skitser blev omformet til abstraktion. Planter, dyr og mennesker hørte til de foretrukne motiver, skildret med enkle, stærke former. 

 

Sigrid Lütken sagde selv om sine senere værker:

 

Jeg får stadig mine ideer ved at tegne efter naturens former eller ved at modellere mange skitser af det sete. Jeg håber, at mine skulpturer kan opleves uden mange forklaringer.

bottom of page