H.C. Andersen skulptur i Odense havn
Årstal: -
Kunstner: Jens Galschiøt
By: Odense
Om værket :
I Odense havn stikker byens store eventyrdigter H.C. Andersen hovedet op af vandet. Han har en krog stikkende ud fra toppen af hovedet, og er man heldig, drejer han sig pludselig rundt i vandet, som var han levende.
Han ser lidt pudsig ud - placeret lige ved siden af havnebadet, han er ligesom lidt udenfor - måske gået forkert?
Historien om skulpturens placering her i havnen starter tilbage i 2005, hvor H.C. Andersen havde 200 års fødsels-jubilæum. Man ville i den forbindelse gerne lave en masse forskellige monumenter over digteren. Den lokale kunstner Jens Galschiøt havde lige skabt en H.C. Andersen skulptur til hotel Radisson i Odense, hvor digteren er placeret på en bænk med en stor slængkappe omkring sig og flere søjler med motiver fra hans eventyr. Galschiøt skabte nu et forslag til en ny skulptur med fokus på hele H.C. Andersens fortælleunivers, hvor digteren selv var omgivet af alle sine fortællinger, som i et kalejdoskop, der kunne vise hans enorme fortællerevne. Den nye skulptur skulle hedde “Fortællerbrønden”.
Der blev samlet et stort beløb ind til skulpturen, og der blev sat en stor H.C. Andersen skulptur op på Flakhaven som en slags reklame for projektet. Men så gik alting ifølge Galschiøt i stå. Der kunne ikke findes et sted, hvor skulpturen kunne stå centralt i bymidten, for kunstneren og kommunen kunne ikke blive enige. Så kom finanskrisen, og bevillingerne forsvandt pludselig, og det gjorde projektet også.
På den baggrund besluttede Galschiøt at lave en happening. Han satte et skilt på H.C Andersen skulpturen på Flakhaven, hvor han skrev: “Kom til H.C. Andersens begravelse”. Det stod der i flere uger, og folk lagde blomster ved skulpturen.
Så inviterede Galschiøt byens borgere til en kæmpe demonstration. Den fik fuld gas med trombone orkester og seks sorte frieserheste, der trak skulpturen på en vogn gennem byen, og en kran der løftede den 20 m. op i luften inden den langsomt blev sænket i “graven”. Skuespiller Vigga Bro og Galschiøt selv var klædt ud som bedemænd. Vigga Bro læste et skuespil op, der var skrevet til lejligheden imens skulpturen blev sænket fra 20 meters højde og ned i havnen, hvor den med kunstnerens ord endte “I lort til halsen”. Så blev der drukket H.C. Andersen gravøl - også brygget til lejligheden, og så var ceremonien slut. Der var trombone-orkester. Der kom 4000-5000 mennesker til begravelsen af skulpturen og hele eventen fik massiv pressedækning fra bl.a. BBC-World.
Så sad skulpturen tilbage nede i havnen. Helt alene.
TV2 brugte den som vandmåler - og så kom frosten og ødelagde skulpturen, som blev helt sammenpresset
Så blev den taget op igen 2. april til H.C. Andersens fødselsdag under stor festivitas med samba og musik og den blev kørt i cabriolet. Der var blevet støbt et stort påskeæg af H.C. Andersen i chokolade, som skulle spises af borgere og børn, mens skulpturen, der var blevet hejst op, stod ved siden af og lugtede af havnevand. Siden kom skulpturen på turné rundt i Danmark, hvorefter den blev solgt til en golfklub, hvor den stadig står.
Efterfølgende skabte Galschiøt en flydende H.C. Andersen til en udstilling i Kerteminde, som han så placerede på samme sted i Odense Havn som den første. Og det er den vi ser her. Den blev, til forskel fra den første, sænket ned i vandet i nattens mulm og mørke.
Den nuværende skulptur i havnebadet står på en slags bøje med et anker i bunden, hvilket vil sige at den er bevægelig og bedre sikret mod frost.
Jens Galschiøt
Jens Galschiøt er uddannet klejnsmed fra Lindøværftet og er autodidakt kunstner og sølvsmed. Siden 1985 har han drevet “Galleri Galschiøt” i Odense, som består af bronzestøberi, værksted, galleri og skulpturpark.
Jens Galschiøt arbejder ofte i et naturalistisk og organisk formsprog med inspiration fra bl.a. den spanske arkitekt Antoni Gaudí. Han arbejder i forskellige størrelser og formsprog i sine skulpturer og er bl.a. kendt for sine “beklædningsskulpturer”, der med et stærkt visuelt udtryk gør opmærksom på verdens ulighed og fattigdom. Han står desuden bag en række happenings verden over, oftest med et tydeligt humanistisk budskab.