top of page

HVALENS HJERTE

Opført: 2017

Kunstner: Kirstine Roepstorff

By: Middelfart

!

Om værket :

Obs. værket er kun offentligt tilgængeligt i Rådhusets åbningstid.

 

Bevæg dig ind i det et nye, hypermoderne Middelfart Rådhus. I loftet af den travle foyer findes et svævende kunstværk. Det er en stor messing mobile, der stille bevæger sig. Langsomt og lydløst reflekterer den både lyset fra vinduerne og luftstrømningerne i rummet i sine bevægelser. Mobilen er spinkel og feminin i sit udtryk, og giver mindelser om solsystemer og planeter, i det store univers. Den giver en rolig balance i det travle rum, som rummer mange forskellige funktioner.

 

Værket hedder Hvalens Hjerte og er skabt af den danske kunstner Kirstine Roepstorff (f. 1972), som har lavet det specifikt til Rådhuset.

 

Kirstine Roepstorff har selv beskrevet værket som:

"… en påmindelse om de elementer, vi omgiver os med, og de proportioner vi er en del af. Hvalens hjerte banker for sammenhænge, latter, liflighed, ihærdighed og koordination. Viljen til at lade momenter opstå. Glæden ved at udrette noget sammen, for dér forstærkes og sammensmelter vores individuelle resonans til en fælles klang."

Om værktitlen Hvalens Hjerte forklarer hun:

"Mobilen hedder “Hvalens Hjerte”, for der er så mange små hvaler i Lillebælt, og slet ikke så sjældent kommer en meget stor forbi. Og de har jo som bekendt verdens største hjerte."


 

Kirstine Roepstorff er uddannet ved det Kongelige Danske Kunstakademi og Rutgers University, Mason School of Fine Art.

Hun repræsenterede Danmark ved Venedig Biennalen i 2017 og hendes værker er at finde i kunstsamlinger verden over. Hun er især kendt for sin collagekunst, men arbejder også med installationer, skulpturer, malerier og mobiler.

Roepstorff har skabt en række værker til det offentlige rum. Her arbejder hun altid stedsspecifikt, med respekt og forståelse for rummets farver og dimensioner og den kontekst og kultur, som værket indgår i.

bottom of page