ISAK VASEN / SEVILLA KRUKKEN
Udført: 1992
Kunstner: Peter Brandes
Placering: CLAY, Middelfart
Om værket :
En kæmpemæssig krukke fanger blikket allerede det øjeblik, man ankommer til CLAY Keramikmuseum. Den er opstillet ved siden af det smukke røde Grimmerhus, der huser museet, og der er en samhørighed mellem bygningen og kunstværket. Den har været opstillet her i parken siden 1998 og er med tiden blevet et stolt vartegn for museet.
Krukken er skabt af Peter Brandes (f. 1944) til Verdensudstillingen i Sevilla i 1992, hvor den var opstillet uden for den Danske Pavillion. Den er en kraftpræstation af et værk - en vellykket vision og et kæmpe eksperiment, for da den blev skabt var den det største keramiske kunstværk i verden, og det krævede ingeniørarbejde og massevis af udregninger og eksperimenter for at få det til at lykkes.
Krukken er skabt på Tommerup Keramiske Værksted, et sted, som Peter Brandes siden 1990 har haft et nært samarbejde med, og hvor han gennem årene har skabt en lang række keramiske kunstværker - udsmykkede fade, krukker og relieffer. Krukken her, er den første af en række monumentale krukker udført på værkstedet - og de er gennem årene nærmest blevet en signatur for Peter Brandes.
Brandes’ ønske med værket var ikke “bare” at skabe en krukke, men et monument over alle tiders krukker og urner. En krukke, der er så stor og majestætisk, at den nærmest “vælter” betragteren omkuld, når man står med næsen plantet mod krukken, som mod en væg, der rejser sig flere meter op. Den er skabt til at indgyde følelsen af, at armene ikke vil slå til, hvis man prøver at holde om den, og at ingen ved egen kraft vil kunne flytte den tonstunge krukke i brændt ler.
Vasen vejer 7 tons og er 4,68 meter høj - og det var, som nævnt, et eksperiment at skabe så stort et keramisk arbejde. Selve modelleringen blev udført af keramikerne på Tommerup Keramiske Værksted. Krukken er først modelleret op omkring en stabiliserende søjle med “pølsemetoden”, hvor man modellerer fortløbende i en spiralbevægelse. Det var et kæmpe arbejde at lægge leret ovenpå hinanden, og der skulle to mand til at bære en halv meter “lerpølse”. Det var selvsagt en langstrakt og eksperimenterende proces at få så stort et værk stabiliseret.
Krukken er dekoreret med flere lag af begitning. Begitning er en teknik, der lidt forenklet kan beskrives som at kunstneren maler med glasur på værket. Brandes har desuden ridset og skrabet i krukkens overflade, hvilket har skabt en dragende, flerdimensional virkning.
Værket er, som værktitlen Isak Vasen hentyder til, dekoreret med motiver fra den gammeltestamentlige historie om Abraham, der af Gud påbydes at ofre sin søn Isak. Det er et motiv, Brandes har kredset om gentagende gange.
Værket skulle efter modelleringen tørre i tre uger for at fordrive de 1200-1400 liter vand som leret indeholdte. Til slut blev krukken sprøjtet med en transparent, blank glasur, og den øverste kant fik en dyb blå glasur.
Værkstedet havde til lejligheden sat et telt op udenfor selve værkstedsbygningerne, hvor en specialfremstillet kæmpe ovn blev bygget op omkring værket til brændingen. Krukken blev brændt i 45 dage, og resultatet var til alles lykke og forundring blevet over al forventning. Sidenhen er mange store værker blevet brændt i ovnen på Tommerup Keramiske Værksted, men det hele startede med Isak Vasen...
Peter Brandes er født i 1944 og er autodidakt kunstner. Han har gennem årtier opbygget en markant rolle på den danske kunstscene, og er en af landets mest toneangivende kunstnere.
Han bliver ofte associeret med de af hans værker, der behandler kristne og antikke temaer og store mytologiske fortællinger, som det også er tilfældet her.
Brandes har sit tyngdepunkt i maleriet, men han har ligeledes en betydelig produktion af grafik, tegning og fotografi. Fra slutningen af 1980'erne og starten af 1990’erne er keramikken, skulpturen og glasmosaikken kommet til at spille en større rolle blandt Brandes udtryksformer. Inden for keramikken bevæger han sig i alt fra fra relieffer og mindre figurer til krukker, der efterhånden har antaget gigantiske dimensioner, som denne.
De kæmpemæssige krukker er nærmest blevet et vartegn for Brandes, der allerede i 1992 skabte sin anden monumentale krukke kaldet Novo Krukken til Novo Nordisk hovedkvarter. Brandes´krukker er stort set alle dekoreret i relation til de steder de opstillet.