Keramisk skulptur
Opstillet: 2004
Kunstner: Phillip Streich
By: Faaborg
Om værket :
På græsplænen ved Tømmergården møder vi en keramisk skulptur skabt af keramiker Phillip Streich, der er bosiddende i Millinge lidt uden for Faaborg.
Skulpturen er rund med en fordybning i midten og den har form som et kar eller et fuglebad og den er placeret på en sokkel i beton. Langs siderne er skulpturen dekoreret med et relief, der fortæller lokalhistorier fra Faaborg og omegn. Relieffet er bygget kronologisk op, startende ved en lille gammel kvinde ved et yndigt bindingsværkshus med tungt stråtag.
Lader man blikket vandre videre, møder man en ung kvinde med et barn ved sin side. Begge har nøgne skuldre og et fjernt udtryk i ansigterne. Deres tilstedeværelse er indlejret i den omkringliggende natur i relieffet. Kvinden er som en slags “Moder Jord” og et symbol på frugtbarhed. Hendes udslåede hår strækker sig bag hende og er pludselig omdannet til plovfurer, hvor en bonde går og pløjer med sin hest. Motivet med pløjemanden, der arbejder i den fede fynske muld refererer til et af Fynbomaleren Peter Hansens hovedværker: maleriet “ Pløjemanden vender” fra 1900-1902, der kan ses på Faaborg Museum.
Et andet sted høster en moderne landbrugsmaskine en moden kornmark. Det giver en finurlig dialog mellem landbrugslandet før og nu, som således begge er repræsenteret i skulpturens motivverden.
Kvinden med barnet skuer med et fjernt blik over det bølgende landskab. På en bakketop danser en flok mennesker hånd i hånd i rundkreds. Her refererer skulpturen til et ikonisk værk af endnu en Fynbomaler - “Aftenleg i Svanninge Bakker” - der er et af maleren Fritz Sybergs hovedværker, og som også kan ses på Faaborg Museum. Udover referencerne til malerier fra byens kunstmuseum ses også Faaborg by i relieffet, med byens hyggelige huse, torvet og byens vartegn - Klokketårnet. I baggrunden ses havet og et par sejlbåde, hvilket peger på Faaborg som en søfartsby.
Værket kombinerer: vand og land - land og by - historie og nutid - det levede liv og det eventyrlige!
Skulpturen er skænket af Faaborgegnens Husmandsforeninger, Jubilæumsfonden af 1983 og opsat ved Tømmergården i 2004.