Om værket :

I haven foran Borgerhuset i Rudkøbing står en bronzeskulptur og hilser velkommen. Den er langtfra en klassisk bronzeskulptur, og man må lige stå og kigge lidt på den, før end formerne transformerer sig til noget genkendeligt.

 

Værket hedder Maske og figur og er skabt i årene 1977-1984 af den danske billedhugger Sonja Ferlov Mancoba.

 

Skulpturen er konstrueret som en dobbeltfigur, og det er typisk for Sonja Ferlov Mancoba, at der er flere dele i figuren, der taler sammen. I dette tilfælde er der en figur, der står bagved og rager op over den anden og holder den anden frem. Den forreste figur er en maske, der har to store huller som øjne og en aflang rektangulær form som mund. Den er meget stram, stiv og frontal i sit udtryk, hvilket også er karakteristisk for hendes figurer. Det giver dem et lidt umenneskeligt udtryk - de er masker, dvs. ansigter, der er stiliserede og gjort universelle - og i virkeligheden måske også lidt hævet over det menneskelige.

 

Sonja Ferlov Mancoba omtalte selv sine ofte maskelignende og totem-inspirerede skulpturer, som Væsner. De både ligner noget, og samtidig ligner de ikke noget, man kan sætte ord på. De abstrakte figurer giver associationer til modernismen, men de leder også tankerne hen på ikke-vestlig kunst fra bl.a. Afrika.

 

Sonja Ferlov Mancoba (1911-1984) begyndte karrieren som maler, men allerede i 1935 blev hun interesseret i skulpturen. I efteråret 1935 debuterede hun på Den Surrealistiske Udstilling i Odense, og året efter flyttede hun til Frankrig, hvor hun tilbragte det meste af sit liv. Her mødte hun sin kommende mand, den sydafrikanske modernist og avantgardekunstner Ernest Mancoba. I 1946 fik de sønnen Wonga, og i slutningen af 1940’erne boede de en kort periode i Danmark, hvor Sonja Ferlov Mancoba blev knyttet til kunstnersammenslutningen CoBrA og styrkede sit venskab med Asger Jorn. Parret oplevede dog åbenlys racisme i det danske samfund og rejste derfor hurtigt tilbage til Frankrig.

 

Sonja Ferlov Mancoba havde en stor interesse for især afrikanske kulturer. Her fandt hun en kunst, som udtrykte den samhørighed mellem mennesker, hun selv kæmpede for.

 

Hun havde en stærk tro på netop samhørighed, medmenneskelighed og fællesskab på tværs af landegrænser og kulturer, og det er en vision, det går som en rød tråd gennem Ferlov Mancobas kunst og liv. Hun stræbte efter at skabe kunst, der igen kunne forbinde mennesker i den materialistiske, egoistiske verden, hun følte, hun levede i. For hende var kunsten midlet til at gøre op med samfundets forbrugerisme og forfald.

 

Hendes brug af ikke-vestlig inspiration gør hende meget politisk engageret i det, man inden for klassisk modernistisk kunsthistorie kalder primitivisme. Et begreb, der har eksisteret siden starten af det 20. århundrede, hvor kunstnere begyndte at skele til ikke-vestlig kunst. Men Sonja Ferlov Mancobas tilgang var ifølge Ferlov-eksperter fra Statens Museum for Kunst anderledes. Hun var bevidst om, at der var masser at klicheer og faldgruber i måden, hvorpå man så på ikke-vestlig kunst. Hun var kritisk overfor selve termen primitivisme, der antyder, at der er tale om noget mindre raffineret og laverestående end vestlig kunst.

 

I sin levetid opnåede Sonja Ferlov Mancoba stor anerkendelse i kunstnerkredse og blev beundret af kolleger som Asger Jorn, Ejler Bille og Richard Mortensen, men hun var en slags kunstnernes kunstner, der aldrig blev særlig kendt i den brede befolkning. I dag er interessen for hende stor og i 2019 havde Statens Museum for Kunst en stor særudstilling med hende, hvor hun endelig fik den fortjente opmærksom.

 

Maske og figur er hendes sidste maske-skulptur, og den blev færdiggjort i 1984, som også er Sonja Ferlov Mancobas dødsår. Værket er skænket af Albanifonden i anledning af Rudkøbings 700-års købstadsjubilæum i 1987.

 

Tekst og fortælling baserer sig på kildematerilale fra www.smk.dk