Om værket :

I Svendborg kan man opleve Svend Wiig Hansens knudrede og dragende skulptur "Mennesket, det ensomme dyr" fra 1992-93. Den står foran Svendborg Museum og Danmarks Forsorgsmuseum - bygninger, der indtil 1974 fungerede som byens fattiggård.

Gå nu tæt på skulpturen - græsset må godt betrædes og skulpturen må berøres.

Gå rundt om den og oplev den fra forskellige vinkler. Læg måske mærke til de muskuløse baller. Den foroverbøjede og krumme holdning. Den skaldede isse.

​

"Mennesket, det ensomme dyr" inkarnerer både i udformning og titel de eksistentielle dele af menneskets livsvilkår, som Svend Wiig Hansen kredsede om gennem hele sit kunstneriske virke.

 

Hans mennesker bor i overproportionerede kroppe, fyldt med følelser og lidt klodsede og famlende rundt i tilværelsen.

De rummer både sårbarhed og styrke, hvilket netop kommer til udtryk i denne skulptur, der er ekstremt muskuløs og samtidig sammenkrummet som et foster i et tidligt stadie, der endnu ikke er parat til at møde verden. Posituren er elegant, men langt fra entydig. Fra visse vinkler fremstår skulpturen med krydsede ben og lange strakte fødder, mens den fra andre har et stærkt ben plantet solidt i jorden og det andet bøjet frem. Armene er underligt afstumpede og hænderne mangler. På siden af hovedet ses store, fiskelignende øjne og figuren fremstår som en mere rå, primitiv, evolutionær udgave af os selv – halvt dyr, halvt menneske.

“Mennesket, det ensomme dyr” er tænkt ind i sine omgivelser og som et slags bagtæppe til skulpturen ses ordene “Vi glemmer jer ikke” - et løfte til alle de menneskeskæbner, der har været knyttet til Fattiggården i tidens løb, om at blive ved med at fortælle deres historie - et arbejde forsorgsmuseet pågår ved også at give stemme til marginaliserede og udsatte mennesker fra i dag.

“Mennesket, det ensomme dyr” er en donation fra Ny Carlsbergfondet i 2012. Skulpturen findes i tre eksemplarer og kan opleves på Tønder Museum og Viborg Katedralskole. Der findes endvidere en række tegninger med samme titel udført i 1991.

 

Svend Wiig Hansen blev uddannet billedhugger fra Det Kgl.Kunstakademi i 1950, men arbejdede i blandede medier, som både indebar skulptur, grafik, maleri og glasmosaik. Han var en central skikkelse i efterkrigstidens danske kunst. Gennem hele sit virke var han optaget af at skildre mennesket, menneskekroppen og menneskets forhold. Ikke i form af naturalistiske efterligninger af kroppen, men i højere grad menneskets følelser og tanker, og de eksistentielle grundvilkår, der var og er en del af dét at være menneske.

 

Der findes endvidere en stor ømhed og humanisme i Wiig Hansens kunst. Han levede selv i skyggerne fra to verdenskrige, og han talte med den baggrund på vegne af mennesket, som det står under og efter krigen – sårbart, gudsforladt og alene i en verden i kaos og konstant forandring. Han var ikke bange for at beskrive det rene, rå levede liv med mytologisk kraft, og han tog ofte udgangspunkt i sin egen samtids problemer. Selvom Wiig Hansen i sin tid var en ener og på sin vis ensom med sin kunstneriske vision, så var han også bredt favnende i sin tro på kunstens almene sociale betydning, dens evne til at engagere og frigøre mennesket. Han havde et ideal om en ikke-elitær og mere folkelig kunst og inddrog ved flere lejligheder ”almindelige” mennesker som medskabere af sine kunstværker.