top of page

Sejlskulptur

Opstillet: 1999

Kunstner: Svend Aage Christensen

By: Kerteminde

Sejlskulptur.jpg

Om værket :

Ved Kerteminde Roklub skyder tre hvide sejl op i landskabet. Det er Sejlskulptur skabt af den lokale billedhugger Svend Aage Christensen, der her byder velkommen til byen. Den kan ses langvejs fra og om aftenen er skulpturen oplyst.

 

Svend Aage Christensen er født og opvokset i Kerteminde. Han er uddannet journalist ved Kjerteminde Avis, men havde samtidig en stor trang til at arbejde kreativt. Som voksen deltog han i en del sneskulptur-konkurrencer, og det var netop en sneskulptur, der fik uddeleren i SuperBrugsen i Kerteminde til at kontakte ham. Brugsuddeleren ville gerne have ham til at komme med et udspil til en skulptur, og det blev til denne Sejlskulptur, som siden blev udført af Lindøværftets lærlingeafdeling efter kunstnerens model.

 

Oprindeligt kaldte Svend Aage Christensen skulpturen for De tre Svaner, da han brugte svanen som synonym for sejlskib. 

 

Skulpturen blev afsløret i september 1999 på engen ved Kerteminde Roklub efter lange diskussioner, om hvor den skulle stå. Skulpturen er siden blevet et slags vartegn for byen, og på trods af, at den var meget omdiskuteret, da den blev opstillet, er den nu kær for mange af byens borgere, der føler sig hjemme, når de passerer den på vejen til og fra Kerteminde.

bottom of page