SHOPPING
Udført: 2019
Kunstner: Els Cools og Oliver Streich
Placering: Ringe
Om værket :
På Brugsens parkeringsplads i Ringe kan man opleve noget usædvanligt - næsten eventyrligt. En stor kvinde klædt i en rød kjole og med håret sat op i en smuk, svunget frisure tårner op på gavlen af et lille gult hus. Hun er så stor, at hun må krumme lidt i ryggen for at kunne være der. Kvinden er sunket hen i tanker, mens hun triller afsted med sin indkøbsvogn. I vognen sidder hendes lille mand og læser avisen med et tilfreds udtryk i ansigtet. Parret er malet op på en baggrund af grøn, og de er omgivet af et dekorativt mønster, som også ses gennem kvindens kjole.
Værket er skabt af kunstnerparret Els Cools (f. 1966) og Oliver Streich (f. 1968) i forbindelse med et Open Call, hvor kunstnere kunne byde ind med kunstprojekter til udsmykning af det offentlige byrum i Ringe. Det refererer til et tidligere værk af Els Cools, som syntes at motivet passede godt til omgivelserne, hvor handlende hele dagen kommer forbi med raslende indkøbsvogne på vej i Brugsen. Måske kan man genkende situationen?
Værket er en kommentar til parforholdet og den til tider klassiske rollefordeling, hvor kvinden er hjemmets projektleder og tager sig af de opgaver, der har med hus og hjem at gøre. Manden gider derimod ikke at have med indkøb at gøre og orienterer sig i stedet mod verdensnyhederne gennem avisen. Her er begge parter tilfredse med situationen. Manden læner sig tilbage og lade sin kone vokse sig stor og almægtig i indkøbssituationen.
På husets modsatte gavl sidder tre små mænd i hver deres indkøbsvogn. De er derimod ikke helt tilfredse. De keder sig, gaber, rasler med pengepungen. Er de mon forladte eller glemt? De mangler deres modstykke, konerne, til at komme og føre dem igennem den for dem kedsommelige affære, det er at købe ind, så de kan rulle videre i livet.
I Els Cools malerier finder man netop ofte fortællende elementer, der med en god portion humor tager hverdagslige hændelser under kærlig behandling og sætter genkendelige situationer i et komisk og afslørende lys. Hendes billeder er som kulliseagtige scenarier, hvor hverdagslige begivenheder præsenteres i nogle meget stiliserede og forenklede rammer - og med en lille surrealistisk vridning.
Els Cools og Oliver Streich danner par både privat og professionelt, og sammen har de her taget parforholdet under humoristisk og kunstnerisk behandling.
Els Cools er født i Belgien, uddannet i grafik og illustration i henholdsvis Slovakiet og Belgien og har boet i Danmark siden 1992. Hun har haft solo- og gruppeudstillinger nationalt og internationalt. Hun er flere gange blevet præmieret for sine børnebogsillustrationer. Du kan opleve endnu et af hendes værker på Ringe Bibliotek.
Oliver Streich er født i Svejts. Efter et år på Kunsthåndværkerskolen i Bern, rejste han til Danmark og blev uddannet som tegner og grafiker på Kunsthåndværkerskolen i Kolding. Oliver Streich har illustreret en række bøger og har deltaget i talrige udstillinger. Hans billeder fremstår ofte som en slags fabler, hvor han med sin grafiske maleteknik fortæller noget om det at være menneske. Fortællingerne kan være absurde, sprudlende, sort-humoristiske og rørende, serveret med en dybde og menneskelig indsigt bag det tilsyneladende uskyldigt naive udtryk.
Sammen driver Els Cools og Oliver Streich gallerifælleskabet “GaleRiget” i Faaborg.