Siddende kvinde
Opstillet: 1993
Kunstner: Hanne Varming
By: Kerteminde
Om værket :
På Kerteminde Nye Kirkegård sidder en skulptur af en ung kvinde - strunk og rank, som en danser. Man skal lede lidt efter hende, for hun er placeret et stille sted allerøverst på kirkegården.
Der er en ro omkring skulpturen. Hun er stille, observerende og afslappet. Men hun er også stærk og stolt. Det kræver lidt, at sidde i den stilling hun sidder i og holde hovedet højt for enden af en lang, rank nakke.
Kvindens venstre hånd ligger på højre skulder - masserer måske skulderen blidt mens ansigtet og blikretningen orienterer sig mod venstre. Kvindens højre arm ligger på knæet og strækker sig fremefter, med fingrene samlet smukt som en svane.
Det er svært at tyde, om kvinden er iført tøj. Omkring benene smyger sig noget stof eller et skørt, men omkring kvindens torso fremstår hun nøgen.
Selvom kvindeskulpturen læner sig op ad en naturalistisk fremstilling af kroppen, så er hun alligevel lidt spids i det. Hendes ben og arme danner trekanter, der enten lægger sig på siden af - eller ligefrem omfavner - kroppen. Trekanterne skaber bevægelse i den ellers stillesiddende figur, og den tyste Siddende Kvinde er faktisk et ret kompliceret værk i forhold til bevægelse.
Skulpturen er skabt af den danske billedhugger Hanne Varming (f. 1939), som har lavet et væld af værker placeret i det offentlige rum i hele Danmark.
Mennesket som motiv har været gennemgående i Varmings kunst siden hendes første værker fra 1960’erne. Hendes stående eller siddende figurer er sjældent i stærk bevægelse, men i stedet ligger bevægelsen i formernes sammensætning, som tilfældet også er her i Siddende Kvinde.
Varming er skolet i den klassiske billedhuggertradition fra Kunstakademiet, og selvom mange billedhuggere fra hendes generation bevægede sig over i det eksperimenterende og abstrakte, så bevarede Varming menneskefiguren og traditionen som bærende element i sine værker. Hun bryder dog med den klassiske og idealiserede fremstilling af kroppen og fokuserer i stedet på den virkelige krop i alle dens uperfekte og særegne variationer - dog med et lag af Varmings personlige fortolkning.
Hanne Varming har altid været optaget af menneskers særlige, kropslige kendetegn. En smuk nakke, en særlig gestik eller en lille undseelig detalje danner ofte udgangspunkt for hendes figurer, og skulpturen Siddende Kvinde i Kerteminde er ingen undtagelse. Skulpturen er en sammensmeltning af hele tre personers karaktertræk, hvoraf ansigtet er en blanding af Varmings egne døtres ansigtstræk.
Hanne Varming laver aldrig noget fra fantasien, det har altid rod i en virkelig detalje, hun har set ved et menneske. Hun kombinerer sine skarpsindige iagttagelser af den enkeltes særegne træk med noget almenmenneskeligt og genkendeligt.
Hun er citeret for at sige: “At kunne bruge sine øjne og pludselig fange en bevægelse, en bestemt måde at holde hovedet på eller en flot vinkel mellem en krop og den stol, kroppen sidder på, det er livgivende.”
Hanne Varming modellerer altid sine værker i ler bygget op omkring et stativ, som stabiliserer figuren. Siden støbes værkerne i gips eller bronze. Overfladen på værkerne bærer tydelige mærker af at være blevet modelleret, og hundredvis af tilføjelser jævnt lagt ovenpå hinanden kendetegner hendes skulpturer, da strukturen på leret bevares i afstøbningerne. Der er flere små detaljer, der afslører et værk fra Varmings hånd. Læg fx. mærke til tåen, der stikker ud over soklen. Det er en lille undseelig detalje, som går igen i flere af hendes værker.
Varmings skulpturer er desuden kendetegnet ved at være placeret i øjenhøjde med betragteren, enten siddende eller stående på en bænk, en lav sokkel eller direkte på belægningen. Skulpturerne placeres i blandt os - og som en del af det levede liv. Her er kunstværket altså ikke hævet over sit publikum, som det ellers har været almindeligt i tidligere tiders kunst.
Endelig er menneskets måde at bære sig selv på - altså menneskers forskellige kropsholdning - noget af det, Varming altid har været optaget af at skildre. Hun er citeret for at sige:
“Ansigtet kan ligne nok så meget, hvis holdningen er forkert, går det slet ikke. Forholdet mellem skuldrene og hovedet skal være rigtigt. Og halsens vinkel. Den kan fortælle meget om et menneske”.