TALERSTOL
Opstillet: 2019
Kunstner: Heine Kjærgaard Klausen
Placering: Kunsthøjskolen på Ærø
Om værket :
I haven ved Kunsthøjskolen på Ærø er der “kunst-frit”, dvs. at der er ikke andet end græs, træer og buske, på trods af, at der på dette sted skabes en masse kunst. På den måde kan højskole-kursisterne få lov til at skabe deres egen kunst uden at blive overvældede af andres.
Kun én enkelt skulptur har fået lov til stå i haven. En tilsyneladende undseelig ølkasse på en lav sokkel af beton.
Skulpturen er støbt i bronze i skalaen 1:1 efter en ølkasse, og mimer dermed de ikoniske ølkasser, der gennem historien har været brugt som talerstole, hvor folk med noget på hjerte har stillet sig op og talt deres sag. Skulpturen skaber et “speakers corner” i den grønne have og indbyder til, at man stiller sig på den og ytrer sig.
Skulpturen trækker referencer til readymades, hvor masseproducerede hverdagsobjekter og brugsgenstande trækkes ind i en kunstnerisk sammenhæng og derved får status af kunstværk. Kunsten i en readymade ligger i kunstnerens udvælgelse af netop denne genstand og altså ikke nødvendigvis i genstanden selv. I dette tilfælde er ølkassen dog støbt i bronze, som udover at være et kostbart materiale også refererer til kunsthistoriens mange bronzeskulpturer. Den hæver sig på den måde over alle de andre ølkasser - den er gennem den kunstneriske bearbejdelse blevet ølkassen over dem alle.
Kunsthøjskolen på Ærø har en lang tradition for grundlovstaler i haven, og der hvor skulpturen står i dag, har der tidligere været en talerstol udskåret i træ, som med tiden gik til. Kunstner Heine Kjærgaard Klausen, der er fast underviser på Kunsthøjskolen, fik opgaven med at skabe udforme en ny talerstol, et kunstværk som Ny Carlsbergfondet donerede til stedet.
På et møllehjul et andet sted i haven står navnene på alle de, der har holdt grundlovstaler i haven gennem årene.
Heine Kjærgaard Klausen er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2006 og har siden 2011 været medlem af kunstnergruppen “Decembristerne”. Hans kunstneriske praksis spænder vidt - fra tekstil, assemblage og collage til skulptur, video og performance. På trods af mangfoldigheden i medier og materialer fremstår hans værker med en tydelig visuel identitet, hvor eksistentielle spørgsmål afsøges gennem hverdagslivets billeder og banaliteter.