top of page

UDSPRINGER'N

Opstillet: 2016

Kunstner: Frank Fenriz

Placering: Bogense

Om værket :

På den østre mole ved Bogense havn ligger Bogense Søbad, hvor man kan bade året rundt. Her findes en blåmalet jernskulptur, der tilsyneladende er på vej til at springe i bølgen blå.

Skulpturen hedder Udspringer’n og den ligner en blanding af en fugl, der spreder sine vinger ud og et menneske, der gør klar til at tage udspring. Det kunne også være en af søbadets faste vinterbadere, der svinger med armene for at få varmen igen efter en tur i det iskolde hav?

Den er lavet af jern, der er foldet på en særlig måde, hvilket får den til at fremstå formbar og let, selvom jernet både er hårdt og tungt.

Udspringer’n er skabt af den fynske billedhugger Frank Fenriz Jensen (f. 1960) som udsmykning af søbadet i Bogense, der åbnede i 2016.

 

Frank Fenriz er autodidakt kunstner. Han arbejder i en mangfoldighed af materialer med skulpturen som udgangspunkt. Han debuterede på Charlottenborgs forårsudstilling i 1986 og har siden primært i udstillet og skabt udsmykninger i Danmark, med enkelte afstikkere til udlandet.

 

Hans blå figurer kan opleves flere steder i det offentlige rum, bl.a. i Ringe, hvor han har lavet Den blå menneskebue i 2018.

bottom of page